
Ekspert i ledelse og organisation – specielt i pædagogiske institutioner og i uddannelsesinstitutioner. Mit livsprincip er at sætte ord på god praksis, så den bliver vedvarende, og at god tænkning bliver til praksis. Jeg er ligeligt udadvendt og indadvendt, god til samarbejde (som min PhD handlede om), holder hovedet koldt i stressende situationer og har god humor. Jeg er effektiv og seriøs i mit arbejde.
Overordnet præsentation
Jeg arbejder som selvstændig konsulent, hvor jeg bl.a. holder forelæsninger/kurser, kører netværk og giver ledelsesvejledning. Dertil er jeg ekstern lektor på Copenhagen Business School.
Jeg har en PhD i livslang læring, er uddannet cand. pæd. i pæd. psyk. og lærer.
Om mig som forelæser, facilitator og organisationsudvikler
Jeg har konstant afprøvet og udviklet nye undervisningsformer. Desuden anvender jeg tit: Worldcafé og Open space teknologien.
Når jeg faciliterer, laver jeg altid en dagsorden med gode og præcise emner. Desuden udtænker jeg meget præcist formen og estimerer tiden til hvert emne. Jeg har adgang til et arsenal af former, f.eks. samtale to og to, tænk dig først om i det stille og diskuter så med sidekammeraten, arbejd først 3 og 3 sammen og så mødes to grupper á 3 og brainstorming. Derudover anvender jeg mange digitale redskaber (mine yndlingsredskaber er slido.com, timestamp.io og mindmeister.com). Formålet med faciliteringen er, at jeg hjælper mine tilhørere til at lære sig selv det de har brug for; mit bidrag er at hjælpe dem at nå frem til det bedste resultat på den mest effektive måde. Jeg er også helt opslugt af at implementere og lære arbejdsfolk digitale løsninger, som kan gøre arbejdet nemmere – og ikke mindst har jeg erfaret, at det demokratiserer arbejdsprocesser.
Til organisationsudvikling bruger jeg disse redskaber: appreciative inquiry, lærende organisation og samarbejde på tværs af afdelinger med inspiration fra tværsektoriel forskning.